06. marts 2021
PharmaService fører Online-DM
Spillerne ved DM i online bridge blev vækket med heftige fordelinger fra morgenstunden lørdag. I begyndelsen af første sektion blev deltagerne blandt andet udsat for flere spil, hvor der kunne vindes udgang på begge ledder og en 7-0-5-1-hånd, hvor der var slem i 6 spar, men et godt offer i 7 hjerter.
DM i online bridge havde premiere på RealBridge lørdag, hvor Team PharmaService kom bedst fra start. Det jyske mandskab fører efter lørdagens fire kampe i åben række foran Jesper Buus Thomsen og Team Vepidan. Forhåndsfavoritter som Peter Schaltz og Kasper Konow har lagt sig lidt på lur. Dame- og seniorrækken går i gang i næste weekend.
Du kan se alle resultater fra lørdag her. Foruden de enkelte spil kan du også se en opgørelse over, hvordan de enkelte par har klaret sig. I dette ræs fører H.C. Graversen - Henrik Caspersen. Parret er i øvrigt netop blevet udtaget til landsholdet. Stillingen i DM kan du også finde på resultatsiden her.
Søndag spiller åben række fire kampe mere, og lørdag den 20. marts følger endnu fire runder. Kvart- og semifinaler spilles søndag den 21. marts, mens historiens første danmarksmester i åben række i online bridge bliver kåret søndag den 18. april.
Du kan ugle hele søndagen via dette link: http://kibitz.realbridge.online. Vælg "DM Online Open". Der spilles fra kl. 10 til 19.15, men transmissionen foregår med 30 minutters forsinkelse. Transmissionen er uden lyd og billede, men alle meldinger, spil og resultater fra tidligere spil i runden kan ses.


